Om Askov Møllehus

Askov Møllehus ligger i smukke, landlige omgivelser mellem Næstved og Tappernøje. Det er den gamle Askov Møllegård fra 1765, der danner den idylliske ramme omkring et unikt bo- og arbejdssted for mennesker med forskellige psykiatriske diagnoser. Askov Møllehus er en del af lokalsamfundet i Askov/Åside bl.a. er der hvert år Skt. Hans-fest for både beboere og lokale.

Ideen bag Askov Møllehus

Askov Møllehus er et bo- og arbejdssted, hvor beboere og eksterne borgere på trods af psykiatriske udfordringer har en meningsfuld og struktureret dagligdag, der hjælper dem til at vedligeholde så mange funktioner som overhovedet muligt. På Askov Møllehus er der ingen, der får lov til at isolere sig i egen bolig. Det er et krav, at man er aktiv og dagligt deltager i stedets aktiviteter – eller i aktiviteter/tilbud udenfor Askov Møllehus – i det omfang, man evner.

Askov Møllehus er en privat, selvejende institution ejet af Fonden Askov Møllehus. Det er et kombineret §107-104 (midlertidigt botilbud og aktivitets- og samværstilbud). Der er 18 kombinerede §107-104-pladser til beboere på Askov Møllehus og 5 §104-pladser tiltænkt eksterne borgere fra de omkringliggende kommuner, der har behov for et struktureret dagtilbud/en arbejdsprøvning.

Målgruppe

Beboerne på Askov Møllehus har alle en psykiatrisk diagnose, overvejende skizofreni, bipolare lidelser, angst, depression og forskellige diagnoser inden for autisme-spektret, men også tidlige skader/sociale traumer.

Vi er i disse år i en overgangsfase:

Vi har en gruppe af beboere, der har boet her i mange år, hvor der aldersmæssigt er en overvægt på 50+, hvor det primære formål er/har været at give beboerne en meningsfuld dagligdag og hvor der ikke arbejdes målrettet mod en selvstændig tilværelse i egen bolig uden for Askov Møllehus. (Gruppe 1)

Vi har en gruppe af beboere, hvor der arbejdes målrettet på at gøre borgeren klar til at komme (tilbage) i egen bolig, evt. med §85-støtte, tilknytning til arbejdsmarkedet, enten i ordinært job, flexjob eller beskyttet beskæftigelse og/eller tilknytning til socialpsykiatrien i kommunen. Varigheden af opholdet forventes at ligge mellem 1 og 5 år, men kan også være tilknytning til vores §104-dagtilbud. Det tilstræbes, at nye beboere/dagtilbudsborgere skal være under 40 år, når de starter i tilbuddet. (Gruppe 2)

Fremtidige borgere på Askov Møllehus skal høre til gruppe 2 og skal være indstillet på at deltage i beskæftigelsesområderne og fællesskabet i det omfang som den enkelte magter.

Vi har i øjeblikket alle 18 pladser besat, men man er altid velkommen til at kontakte os ved interesse. Vi har ledige § 104 pladser.

Omgivelserne på Askov Møllehus gør det ikke muligt at have fysiske skavanker, der kræver kørestol.

Askov Møllehus er ikke i stand til at tage vare på stærkt udadreagerende borger.

Nyheder og aktiviteter

Uldplaider til salg! Plaiderne er specialfremstillet af ulden fra vores egne får, spundet på Hjeltholts Uldspinderi og produceret hos Acondria Plaidfabrik i Herning. De er meget lækre og bløde. Pris: 550 kr.